Skip to the content

Alubygger

Som alubygger har du en enestående mulighed for at sætte dit præg på nutidens og fremtidens byggeri. Du er med til at give nyskabende arkitektur liv, og du opnår evner, som er meget efterspurgte.

Mange byer vil gerne bryste sig af at være moderne og innovative. Som alubygger er du med til at give byen liv gennem store glasfacader og aluminiumselementer på nyskabende arkitektur. Derfor er der brug for alubyggere.

Alubygger er et nyt håndværksfag til nutidens og fremtidens byggeri, og du får viden og færdigheder, der er meget efterspurgte.

Som alubygger er du med til at fuldende byggeriet med døre, facader og elementer i aluminium og glas. Du er med helt fra første produktionsled til monteringen af det færdige produkt. Det kan både være i forbindelse med nybyggeri og i renovering og energioptimering af huse og større bygninger.

Som alubygger arbejder du både med stort og småt, og med hånd og hoved. Du skal kunne arbejde med alt fra CNC-styrede og højteknologiske maskiner, som kræver stor finesse og præcision, til masser af håndværktøj, der kræver håndelag og teknisk kunnen. Du vil også få stor ekspertise i at anvende og forstå komplicerede arbejdstegninger. 

Din arbejdsdag som alubygger er alsidig med produktion på værksted og montering ude i den friske luft på byggepladserne. Her arbejder du både selvstændigt og i teams med flere andre håndværkere.

En vigtig del af arbejdet er at vælge produkter og løsninger og hjælpe kunden på vej. Det kræver erfaring og viden om de mange glastyper og tekniske løsninger at kunne vælge de rigtige løsninger, pristilbud mv.

Med dit uddannelsesbevis er der rig mulighed for at læse videre til for eksempel bygningskonstruktør og specialisere dig yderligere.

Se filmen om Daniel. Han er ved at uddanne sig til alubygger.

Uddannelsesinfo

Interesseret i lidt praktisk info? Så klik og se mere nedenfor.

Uddannelsen tager 3,5 år eller 4,5 år alt efter hvor gammel du er, når du starter på uddannelsen. Uddannelsen består af et grundforløb og et hovedforløb:

  • Grundforløbet tager 20 eller 40 uger afhængig af, hvornår du har afsluttet folkeskolen.
  • Hovedforløbet veksler mellem virksomhedspraktik og skoleophold.

Du kan tage både grund- og hovedforløbet her:

  • Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser – Audebo

 

Praktikpladsen.dk er mødestedet for elever og virksomheder inden for erhvervsuddannelserne. Her kan du som elev finde alle virksomheder, der er godkendt til at ansætte elever. Du kan også søge ledige praktikpladser online og sende uopfordrede ansøgninger. På praktikpladsen.dk kan virksomhederne også søge elevernes profiler frem samt annoncere efter elever.

Det er ikke muligt at kombinere erhvervsuddannelsen med et gymnasialt forløb.

Som alubygger har du adgang til uddannelserne byggetekniker, bygningskonstruktør eller diplom-ingeniør.
Men du kan også specialisere dig indenfor glasbranchen med forskellige efteruddannelseskurser.
En gennemført erhvervsuddannelse giver også adgang til gymnasiale suppleringsfag og dermed opfylde adgangsbetingelserne til en række videregående uddannelser.