Skip to the content

Anlægsgartner

Som anlægsgartner er du med til at skabe noget varigt. Noget, folk holder af. Noget smukt. Du er med dit håndværk med til at anlægge og pleje grønne arealer med fokus på klimaet, hvor folk kan slappe af, hygge sig og nyde det, du har skabt – i mange år frem.

Som anlægsgartner arbejder du udenfor, får fingrene i jorden og er med til at skabe flotte haver og lækre, grønne områder med både jord, planter, sten og fliser. Når vi går en tur i en park, slotshave eller på en kirkegård, kan vi takke anlægsgartnerne for det kreative og minutiøse arbejde, der er gået forud.

En anlægsgartner skal blandt andet kunne lave beregninger og skitser og kunne sætte sig ind i kundens ønsker om for eksempel en ny have, så ud over gode kommunikationsevner kræver det også et kreativt og innovativt sind. Det er et arbejde, der kræver fysisk styrke, præcision og teknisk snilde, for det er ikke lige meget, hvordan du hugger den næste sten, der skal passe ind i en chausséstensbelægning. Til gengæld kan du hele tiden se den forandring, du skaber ved dit arbejde. Du er med til at skabe noget flot, varigt og brugbart for andre.

Uanset om du uddanner dig som anlægsgartner med specialet anlægsteknik eller plejeteknik, kommer du til at arbejde med etablering af anlæg med forskellige slags flise- og stenbelægninger, trapper og mure. Samtidig lærer du også at anlægge og pleje græsarealer i haver, parker, kirkegårde og andre grønne områder, hvor vanding, gødning, lugning, beskæring af buske og træer og håndtering af regnvand også bliver en del af dine kompetencer.

Du kan få job i private anlægsgartnervirksomheder eller kommunale anlægsafdelinger. Du kan også blive selvstændig eller læse videre til for eksempel jordbrugsteknolog – se alle dine muligheder på grønnekarriereveje.dk.

Se filmen om Johan. Han er ved at uddanne sig til anlægsgartner.

Uddannelsesinfo

Interesseret i lidt praktisk info? Så klik og se mere nedenfor.

Uddannelsen tager fra 2 år og 11 måneder til maksimalt 4 år og 6 måneder,  alt efter hvor gammel du er, når du starter på uddannelsen, og hvornår startdatoen for uddannelsen er. Uddannelsen består af et grundforløb og et hovedforløb:

  • Skoleundervisningen udgør mellem 32-36 uger på hovedforløbet.
  • Hovedforløbet veksler mellem virksomhedsoplæring og skoleophold.

Du kan tage både grund- og hovedforløbet hér:

  • Jordbrugets UddannelsesCenter Århus
  • Kold College, Odense
  • Roskilde Tekniske Skole, Vilvorde
  • ZBC – Jernbjerggaard

Hovedforløb her:

  • AMU Nordjylland – Sandmoseskolen

Grundforløb her:

  • Tech College Aalborg
  • Morsø Landbrugsskole – EUC Nordvest
  • Hansenberg – Organia

Lærepladsen.dk er mødestedet for elever og virksomheder inden for erhvervsuddannelserne. Her kan du som elev finde alle virksomheder, der er godkendt til at ansætte elever. Du kan også søge ledige lærepladser online og sende uopfordrede ansøgninger. På lærepladsen.dk kan virksomhederne også søge elevernes profiler frem samt annoncere efter elever.

Ja

Anlægsgartnere kan videreuddanne sig til jordbrugsteknolog, og Urban Landskabs Ingeniør og herefter læse Landskabs arkitektur. Læs mere hergrønnekarriereveje.dk